Moore Healing Association:
BOB MOORE blev født i 1928 og døde den 6. januar 2008. Sammen med sin
kone Anni grundlagde han i 1974 Psykisk Center.
På kursuscentret tilbød han kurser i meditation, farve, lyd, energi, bevidsthed, healing og selvudvikling. Igennem mange år har Bob Moore fra Psykisk Center i Ringkøbing tiltrukket faggrupper som: læger, sygeplejersker, præster, psykologer, social-rådgivere, lærere, forretningsmænd samt mange andre mennesker, der ønskede at arbejde med deres selvudvikling. Kursister fra mere end 20 lande har deltaget i kurser på Psykisk Center.
Bob Moore stammede fra Nordirland. Da han var midt i 20-erne, ændrede en personlig oplevelse hans livssyn, og han begyndte at studere energifelter, healing, psykologi, forskellige terapiformer og meditation. Han gennemgik en selvudviklingsproces, der hjalp ham til bedre at forstå sine følelser for andre mennesker. Gradvist udviklede han sine psykiske evner gennem meditation og specifikke øvelser. Hans arbejde var altid baseret på hans ønske om at være til hjælp for andre mennesker.